Lækker og fedtfattig salat.
Ingredienser
300 g kinarejer uden skal
1 fed hvidløg
2 tsk. jordnøddeolie
saft af 1 lime
1 salathoved
4 små tomater, fx. blommetomater eller cocktailtomater
1 rødløg
1-3 friske små (thai) chilier
3 skoleagurker eller 1 almindelig agurk
1 håndfuld frisk koriander
Dressing:
1 spsk. fiskesauce
2 tsk. sukker
3 kaffirlimeblade (finthakkede)
2 tsk. jordnøddeolie
saft af 1 lime
Fremgangsmåde
Tø rejerne op, hvis de er frosne, og dup dem tørre med køkkenrulle.
Hak hvidløget fint, og svits det i olien på en pande. Tilsæt rejerne, og svits dem i 2 minutter. Tilsæt saft af limefrugten, og kog op. Lad rejer og saft køle af i en skål.
Skyl og tør salaten, og riv den i grove stykker. Skær tomaterne i både. Skær løget i tynde både.
Skær chilierne i tynde ringe. Brug 2-3 chilier, hvis salaten skal være meget stærk, men kun 1 chili, hvis den skal være mindre stærk.
Flæk agurkene, og skær dem i skrå skiver på ½ cm’s tykkelse. Pluk bladene af korianderen.
Rør dressingen sammen i en skål. Opbevar alle ingredienserne i køleskabet, til salaten skal serveres.