Forårsruller med kylling

6 pers.

Ingredienser

1 pakke forårsrulle dej i lille størrelse
3 forårsløg, fintsnittet
2 kyllingebrystfileter i meget små tern
2 friske, røde chilier, uden kerner og finthakket
½ rød peberfrugt tynde strimler
½ spidskål, finthakket
1 bdt. purløg, finthakket
sambal oelek efter smag
groft salt, friskkværnet peber
olie til stegning
1 icebergsalat, delt i blade
1 potte frisk mynte

Dip:
1 spsk. risvinseddike
1 spsk. kogende vand
1 spsk. sukker
1 rød chili, uden kerner, finthakket

Fremgangsmåde

Tag dejen op ½ time inden den skal bruges, læg et fugtigt viskesstykke over.
Pisk ingredienserne til dippen sammen og lad den køle af.
Varm lidt olie op i en wok eller en pande og steg kødet i et par minutter under omrøring, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt forårsløg, chili og peberfrugt, lad det stege i et minuts tid. Tilsæt spidskål og lad det stege til det falder sammen, ca. et par minutters tid. Tilsæt purløg og smag fyldet til med sambal oelek, salt og friskkværnet peber. Fyldet skal helst være stærkt.
Tag et stykke forårsrulledej ad gangen, læg den så en spids peger nedad. Læg en stribe fyld på, fold siderne ind og rul den stramt sammen. Pensl med lidt vand, så den holder bedre.
Varm godt med raps eller anden smagsneutral olie op i en wok, sauterpande eller gryde. Når det er godt varmt steges rullerne et par stykker ad gangen. Når de er gyldne tages de op og drypper af på køkkenrulle.
Server dem lune med dippen. Pak rullerne ind i de sprøde salatblade kom et par mynteblade ved, dyp og spis.