Der er ikke nogen der har lyst til at føle sig svag. Det er ikke en rar følelse. Det betyder desværre også, at vi ofte skyr væk fra at tænke over vores egne svagheder. Det er nemlig umuligt at tænke på noget, uden samtidig at føle det. Hvis vi tænker over en svaghed, så mærker vi den samme fornemmelse i maven, som hvis vi stod overfor en situation, hvor vores svaghed holdt os tilbage. Det er nu engang sådan vi er skruet sammen: for at kunne tænker over noget, er vi nødt til at sætte os ind i det, både mentalt og følelsesmæssigt.
Det at føle den ubehagelige svaghed når vi tænker, er egentligt ikke et problem i sig selv. Det er den eneste rigtige måde at forstå og bearbejde problemet på. Det reelle problem er, at vi lader den ubehagelige følelse der er involveret med tankeprocessen holde os tilbage fra, overhovedet at sætte os ned og tænke over tingene. Husk på at det ikke er en reel farlig eller ubehagelig situation: det er bare en slags simulation der kører i dit hoved. Hvis du skyr væk fra denne simulation, kan du aldrig udfordre dine svage sider, og vokse som menneske.
Det tog mig lang tid at indse, men da jeg først begyndte at anerkende og arbejde med mine svage sider, begyndte jeg for alvor at tage styringen med mit liv. Det var efter jeg havde mediteret over min usikkerhed omkring fremmede mennesker, at jeg besluttede mig for, at tage på Efterskole. Det var et stort skridt for mig: jeg var virkelig den generte type, og havde en meget lille vennegruppe. Det var først efter jeg accepterede at det var en svaghed, at jeg havde så svært ved at introducere mig selv til nye mennesker, at jeg kunne skabe positive forandringer på området. Det gik op for mig, at den bedste måde at tackle denne svaghed på ikke var at gemme mig fra fremmede: tværtimod skulle jeg sætte mig selv i situationer, hvor jeg ville møde en masse nye mennesker, så jeg kunne blive bedre til det. Det var der, jeg fik idéen til, at gå på efterskole.
Min familie var ret chokerede, da jeg præsenterede min nye plan. De vidste godt hvor genert jeg var, og det sidste de havde regnet med at høre mig sige var, at jeg ville på en efterskole hvor jeg ville være omringet af nye mennesker. Men de støttede mig i mit valg, og med bankende hjerte blev jeg kørt op på efterskolen på første skoledag. Men jeg var vant til at føle et ubehag, og anerkende mine svagheder, fordi jeg vidste det førte til vækst og styrke. Jeg rakte hånden ud til den første person på efterskolen jeg mødte, og præsenterede mig selv. Det var starten på nogle fantastiske år, som jeg aldrig vil glemme.
