Der er ikke nogen der har lyst til, at føle sig svag. Det er ikke en rar følelse. Det betyder desværre også At vi ofte skyr væk fra, at tænke over vores egne svagheder. Det er nemlig umuligt, at tænke på noget. Uden samtidig, at føle det Hvis vi tænker over en svaghed Så mærker vi den samme fornemmelse i maven. Som, hvis vi stod overfor en situation. Hvor vores svaghed holdt os tilbage. Det er nu engang sådan vi er skruet sammen. For, at kunne tænker over noget. Er vi nødt til, at sætte os ind i det. Både mentalt og følelsesmæssigt.
Det, at føle den ubehagelige svaghed når vi tænker. Er egentligt ikke et problem i sig selv. Det er den eneste rigtige måde, at forstå og bearbejde problemet på. Det reelle problem er At vi lader den ubehagelige følelse der er involveret med tankeprocessen holde os tilbage fra. Overhovedet, at sætte os ned og tænke over tingene; Husk på, at det ikke er en reel farlig eller også ubehagelig situation. Det er en slags simulation der kører i dit hoved Hvis du skyr væk fra denne simulation. Kan du aldrig udfordre dine svage sider. Og vokse som menneske.
Det tog mig lang tid, at indse Men, da jeg først begyndte, at anerkende og arbejde med mine svage sider. Begyndte jeg for alvor, at tage styringen med mit liv. Det var efter jeg havde mediteret over min usikkerhed omkring fremmede mennesker At jeg besluttede mig for At tage på Efterskole. Det var et stort skridt for mig. Jeg var virkelig den generte type. Og havde en meget lille vennegruppe. Det var først efter jeg accepterede, at det var en svaghed At jeg havde, så svært ved, at introducere mig selv til nye mennesker At jeg kunne skabe positive forandringer på området. Det gik op for mig At den bedste måde, at tackle denne svaghed på ikke var, at gemme mig fra fremmede. Tværtimod skulle jeg sætte mig selv i situationer; Hvor jeg ville møde en masse nye mennesker Så jeg kunne blive bedre til det. Det var der. Jeg fik idéen til At gå på efterskole.
Min familie var ret chokerede Da jeg præsenterede min nye plan. De vidste godt hvor genert jeg var. Og det sidste de havde regnet med, at høre mig sige var At jeg ville på en efterskole hvor jeg ville være omringet af nye mennesker Men de støttede mig i mit valg. Og med bankende hjerte blev jeg kørt op på efterskolen på første skoledag Men jeg var vant til, at føle et ubehag. Og anerkende mine svagheder Fordi jeg vidste det førte til vækst og styrke. Jeg rakte hånden ud til den første person på efterskolen jeg mødte. Og præsenterede mig selv. Det var starten på nogle fantastiske år. Som jeg aldrig vil glemme.
