
2 pers.
Ingredienser
2 kyllingebryster
lidt frisk ingefær, ca. 20 g.
3 fed hvidløg
1/3 frisk chili
½ dl soya
2/3 dl god balsamico
3 forårsløg
2 mellemstore gulerødder
5 friske tomater
2 spsk. karry
ca. 250 g ris – eller frisk pasta/nudler
½ dl piskefløde
salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Skær kyllingebrysterne på tværs i ca. 1 cm. tykke strimler. Hak ingefær og hvidløg groft. Hak chili fint. Put kyllingekødet i en plastikpose med soya, balsamico, ingefær, chili, hvidløg, salt og friskkværnet peber. Vend det hele sammen og lad det trække på køkkenbordet i 45 minutter. Vend posen et par gange undervejs.
Snit forårsløg fint. Snit gulerødder i tynde strimler. Skær tomaterne i både.
I en wok svitses først forårsløg. Kom gulerødderne i og svits videre i 1 minut. Kom tomaterne i og steg yderligere et minut. Husk at røre hele tiden. Tag grønsagerne op og hæld dem i en skål. Tag kyllingen ud af posen og steg kødet i 2 hold over høj varme i lidt olie. Det tager et par minutter. Drys karry over og vend alle kyllingestykkerne sammen med karryen. Hæld væden fra marinaden ved og lad den koge ned. Krydr med salt og peber.
Hæld grønsagerne over kødet og vend det godt sammen. Hæld fløden i wokken og lad den simre med kød og grønsager over svag varme i et øjeblik.
Anret ris, pasta eller nudler i dybe tallerkner og fordel kylling og grønsager over.