Muffins med birkes og citron

12 store eller 32 små

Ingredienser

½ dl blå birkes
saft og fintrevet skal af 1 citron (økologisk)
2 æg
100 g blødt smør
175 g sukker
250 g mel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 spsk. vaniljesukker
1 knsp. salt
2 dl creme fraiche 38%

Glasur:
1 bæger pasteuriseret æggehvide
1 knsp. salt
4½ dl flormelis
sølvkugler, kandiserede violer, krymmel eller anden form for drys/pynt

Fremgangsmåde

Pisk smør og sukker tykt og luftigt med en el-mikser. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert. Rør citronsaft, -skal og birkes i med en ske, uden at røre mere en højst nødvendig.
Bland mel, natron, bagepulver og vaniljesukker sammen og sigt det i æggemassen, rør det i. Tilsæt derefter salt og vend creme fraiche i med lette tag.
Fordel dejen i muffinsforme, de skal fyldes ca. 3/4 op.
Bag kagerne ved 180 grader – ikke varmluft – i ca. 20 minutter, hvis de er små og 30-35 minutter hvis de er store. Tjek at de er gennembagte, inden de tages ud af ovnen.
Lad dem blive helt kolde på en bagerist.
Til glasuren røres æggehvide med salt – for at gøre det sejt – tilsæt derefter flormelis lidt ad gangen til glasuren bliver blank og tyk. Pynt derefter med foretrukken pynt.