Hemmeligheder er noget, som vi ikke ønsker, at andre skal vide. Der er selvfølgeligt forskellige grader af hemmeligheder. Nogle ting ønsker vi ikke at nogen som helst andre skal vide. Det er hemmeligheder vi holder helt og aldeles for os selv, og som vi ikke deler med nogen som helst. Det kan dog være hårdt at gå rundt med sådan en hemmelighed. Hemmeligheder er nemlig ofte fule af følelser, og de har det med at vokse og blive ubehagelige, hvis ikke vi kan åbne op overfor nogen. Derfor er langt de fleste hemmeligheder nogle, som vi ikke ønsker at de fleste skal vide. Men vi snakker med nogle få om det: folk vi stoler på. Det er ofte venner eller familie, men andre tyr til Internettet, hvor de kan dele deres hemmeligheder anonymt med fremmede, som ikke kender dem, eller deres omgangskreds.
Men det jeg synes er interessant er, at vi også har hemmeligheder som ikke er hemmeligheder. Det jeg mener med det er, at der er ting vi ikke har fortalt andre, selvom vi ikke har noget imod at fortælle dem om det. Måske er det bare ikke kommet op, eller også tror vi ikke, at andre vil være interesseret i at høre det. Hele idéen bag en hemmelighed, der ikke er en hemmelighed, er dog at den bliver holdt hemmelig af respekt overfor den anden, og ikke på grund af frygt fra ens egen side. Grunden til du ikke bringer det op er altså ikke, at du finder det pinligt eller lignende, men blot at du ikke regner med, at den anden vil værdsætte at høre om det.
Det giver nogle gange nogle lidt sjove situationer, fordi andre folk jo ikke rigtigt kan vide, hvilken type hemmelighed der er tale om. Jeg havde eksempelvis længe sparet op til en Mercedes GLC, og havde lagt mange overarbejdstimer henne på jobbet, for at få råd til den hurtigst muligt. Ingen havde spurgt mig om hvorfor jeg tog så mange arbejdstimer, de tænkte bare at jeg nok enten var vildt arbejdsom, eller havde mål om at træde hurtigt op af karrierestigen. Men ingen spurgte, så jeg delte ikke mit mål om at eje en Mercedes med nogen. Jeg tænkte ikke, at nogen ville få noget ud af at vide, at jeg arbejdede på at få min drømmebil. En drøm er trods alt noget personligt, og det er ikke alle der går op i biler på samme måde som mig.
Men da jeg så en morgen parkerede min Mercedes GLC ude på parkeringspladsen spærrede mine kolleger pludseligt øjnene op. De spurgte mig hvorfor jeg havde holdt det hemmeligt for dem, at jeg var ved at spare op til en Mercedes. Det gav ingen mening for dem, at jeg skulle føle skam over det. Og selvfølgelig giver det ikke mening! Ingen kan skamme sig over en Mercedes, eller drømmen om at eje en. Men det var jo en hemmelighed der ikke var en hemmelighed.
